Får du vederlagsfri fysioterapi?
Ordningen om vederlagsfri fysioterapi er i udgangspunktet målrettet personer med svært fysisk handicap. I 2008 er ordningen udvidet, således den også omfatter personer med progressive sygdomme tidligere i sygdomsforløbet, hvor de endnu ikke har udviklet et svært fysisk handicap.
Formålet med den fysioterapeutiske indsats er at forbedre funktioner, vedligeholde funktioner eller forhale forværring af funktioner.
Målsætningerne for den vederlagsfri fysioterapi:
- At give adgang til fysioterapi for at forbedre, vedligeholde eller forhale forværring af funktioner hos voksne og børn med et varigt svært fysisk handicap eller en funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom.
- At etablere fysioterapi i form af holdtræning i dertil egnede lokaler/bassiner/institutioner efter nærmere bestemmelser.
- At give adgang til fysioterapi for personer med progressive sygdomme tidligt i sygdomsforløbet.
Vederlagsfri fysioterapi inddeles i to grupper:
- Personer med svært fysisk handicap
- Personer med funktionsnedsættelse som følge af en progressiv lidelse.
Personer med svært fysisk handicap inkluderer personer, som opfylder følgende krav:
- Personen har et svært fysisk handicap
- Tilstanden er varig
- Personen har en diagnose, som er omfattet af diagnoselisten
Udgangspunktet for Sundhedsstyrelsens vurdering af, om en patient har et svært fysisk handicap, er følgende afgrænsning:
- En person, som kan klare sig selv indendørs i døgnets 24 timer uden hjælp eller hjælpemidler til den daglige personlige livsførelse, har ikke et svært fysisk handicap.
Som udgangspunkt henvises til maksimalt 20 individuelle behandlinger om året. Holdtræning er ubegrænset.
- Personer med funktionsnedsættelse som følge af en progressiv lidelse inkluderer personer, som opfylder følgende krav:
- Personen har en funktionsnedsættelse som følge af en progressiv sygdom.
- Tilstanden er varig
- Personen har en diagnose, som på diagnoselisten, er klassificeret som en progressiv sygdom.
- Diagnosen er stillet af sygehusafdeling eller speciallæge i neurologi, reumatologi eller andet relevant speciale.
Som udgangspunkt henvises til max. 1 individuel behandling/undersøgelse om året, resten skal foregå på hold.
De nye regler betyder altså derfor, at du sagtens tidligere kan have været berettiget til at få vederlagsfri fysioterapi, men at dette ikke er tilfældet længere. Er du i tvivl, så spørg din fysioterapeut!